Skal man blive afholdsmand…

eller er et par glas øl eller vin om ugen fortsat sundt?

Er du i tvivl om det er usundt at drikke en enkelt øl eller glas vin – nye undersøgelser i medierne har skabt forvirring. Her sætter vi tingene på plads. Når man skal tabe sig, så er alkohol ikke så godt fordi der er 7 kcal per gram, og alkohol mætter dårligt, især hos mænd. Så det er bedst at holde det nede på et minimum, hvis man skal tabe sig. Men derudover, så er der faktisk sundhedsvirkninger ved et let til moderat forbrug – så vidt videnskaben i dag kan bedømme. Arne Astrup har her skrevet om netop dette.

Drikker du mere end nogle få genstande om ugen, så øger du risikoen for at dø tidligere end ellers. Det var budskabet i en artikel i det ansete lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet tidligere på året. Et større internationalt studie lå til grund for konklusionen, som skabte overskrifter verden over. Men efter min opfattelse er denne konklusion stærkt misvisende, altså at alkohol selv i yderst moderate mængder er skadeligt.

Da jeg granskede den videnskabelige artikel og de utallige bilag og kom ned i substansen blev jeg ret overrasket. Der var intet nyt i dette studie – det eneste nye var at forskerne havde udelukket alle de personer som ikke drak alkohol fra studiet. Så er det jo ikke så mærkeligt hvad de finder. Efter at drøftet det med en række internationale eksperter i mit netværk skrev jeg en kritik af studiet sammen med to italienske forskere, Dr. Simona Costanzo og professor Giovanni de Gaetano fra Scientific Institute for Research and Healthcare. I indlægget, der 16.november blev offentliggjort i The Lancet, angriber vi præmisserne bag studiets konklusioner.

Vi gik i rette med, at man i studiet har fjernet den gruppe, som ingenting drikker. Så når man frem til den konklusion, at det er bedst at drikke så lidt som overhovedet muligt. Det kan man vælge at gøre hvis der er en videnskabelig argumentation for at skære denne gruppe væk. Og det kunne vi ikke få øje på.

Konklusion
Hvis man, som man bør, også ser på gruppen af personer, der ikke drikker, når man frem til en anden konklusion. Så når man den konklusion, som andre undersøgelser også er nået til. Nemlig at alkohol i lette eller moderate mængder er forbundet med en lavere forekomst af hjerte-kar-sygdomme og en lavere dødelighed. Et let til moderat alkoholindtag svarer til Sundhedsstyrelsens vejledende grænser for indtagelse af alkohol.
For kvinder er det syv genstande om ugen og for mænd 14 genstande.

Men det er klart, at budskabet ikke er, at man skal begynde at drikke i den tro, at det gavner helbredet. Vi synes ikke, at nogen skal begynde at drikke, fordi der er en sundhedsgevinst. Men øl og vin er en del af vores kultur, som mange forbinder med nydelse, hygge og livskvalitet. Og så synes vi ikke, at man skal sige til folk, at det pludselig er skadeligt at få en enkelt genstand, og at det er bedst at holde sig helt fra alkohol.

Arne Astrup erklærer følgende interessekonflikter: Han er øl-elsker, har skrevet bogen ”Til Øllet” om sundhedsvirkninger af let ølforbrug og med opskrifter på øl i madlavning. Sidder endvidere i Dutch Beer Knowledge Instituts rådgivende panel, samt holder foredrag om øl og vin.
Se hele pressemeddelelsen fra KU her