Appelsinjuice  – Et dagligt glas er godt for både type A, B & C

Appelsinjuice er meget udskældt på grund af sit sukkerindhold, men sandheden er, at juice har et lavt glymæmisk index og altså ikke giver væsentlige blodsukkerstigninger. Og juice ser ud til at hæmme demens, så uanset om du er type A, B eller C er det ikke nogen dårlig ide med et lille glas juice hver dag – bedst indtaget med et måltid.

Appelsinjuice -drikkere har lavere risiko for hjernesvækkelse og demens

Et nyt stort studie fra verdens førende ernæringsforskere på Harvard School of Public Health i Boston, med professor Walter Willett i spidsen, har fundet, at et dagligt glas appelsinjuice om dagen er forbundet med en markant nedsat risiko for demens.  Faktisk var det meget mild demens dvs svækket opfattelsesevne og dårlig hukommelse, som undersøgelsen fokuserede på – noget som langt de fleste gerne vil forebygge.  Undersøgelsen er baseret på godt 27.000 mænd som blev fulgt i 26 år med flere undersøgelser undervejs. Hovedfundet var, at et højt indtag af frugt og grønt var forbundet med en gavnlig virkning, men det mest interessante er, at især appelsinjuice ser ud til at besidde gunstige effekter på hjernens kognitive funktioner.   For dem der dagligt drak et glas juice i forhold til dem der kun sjældent drak juice (mindre end ét glas per måned) var risikoen for mild demens reduceret med 47 %, dvs. stort set halveret. Selvom det er et såkaldt befolkningsstudie, som ikke kan sige noget endegyldigt om årsag og virkning, så virker det meget sandsynligt at sammenhængen er virkelig. Appelsinjuice er nemlig en koncentreret form af appelsinerne, idet det kræver 10 til 20 appelsiner at fremstille 1 liter juice.

Juice indeholder en række næringsstoffer

Mange tror at juice ligesom sodavand blot er vand eller saft med en masse tilsat sukker og så nogle smagsstoffer. Men intet kunne være mere forkert. Appelsinjuice er den rene saft fra frugten og den er faktisk spækket med en række vitaminer og mineraler. Herudover indeholder appelsinjuice også en række antioxidanter, såkaldte polyfenoler, og det er meget sandsynligt, at det er kombinationen af en række af disse næringsstoffer som indvirker på hjernens stofskifte, og som er nødvendige at få tilført dagligt for at bevare den optimale funktion.  Stoffer som calcium, magnesium, kalium, vitamin C, og folat kan spille en rolle, men vigtigere er nok indholdet af antioxidanterne hesperetin og naringenin, som er to polyfenoler, der menes at kunne nedsætte aldringseffekten på nervevæv, formentlig ved at opretholde blodgennemstrømningen i kritiske væv. Og et glas juice inderholder rigtig pæne mængder af disse stoffer, og det er vist at de nemt optages i kroppen.

Juice som kilde til sukker

Mange tror, at frugtjuice indeholder tilsat sukker, men det er ikke rigtigt. I EU er det nemlig forbudt ved lov at tilsætte sukker til frugtjuice. Juice er 100% ren frugt- eller grønsagssaft og er aldrig tilsat sukker. Juice har derfor kun et naturligt indhold af sukker fra frugt, ligesom vitaminerne og mineralerne i juice kommer direkte fra den frugt, den er presset af. Et glas appelsinjuice (ca. 150 ml) indeholder derfor kun de naturligt forekommende sukkerarter der findes i frugten, hvilket er 13,5 gram frugtsukker, svarende til ca. 62 kalorier.

Juice øger ikke diabetes-risiko

Mange har den fejlagtige opfattelse at sukkerindholdet i juice gør at juice feder og er med til at give type 2 diabetes. Men sjovt nok giver juice i forhold til sit sukkerindhold, kun halvt så stor blodsukkerstigning som druesukker eller hvidt brød, og det passer meget godt med at befolkningsstudier peger på at juice ikke øger risikoen for at udvikle type 2 diabetes, men måske ligefrem kan nedsætte risikoen. Har man allerede udviklet type 2 diabetes, så er det dog en god ide at holde igen med juice-indtagelsen og nøjes med et lille glas hver morgen. Og husk at drikke det til et måltid – så mætter det bedre.

Juice tæller med i 6 om dagen

Alle frugter er sunde og tæller med. Frugt er et sundt mellemmåltid, så spis gerne forskellige frugter, da de indeholder forskellige vitaminer og mineraler. Frugt indeholder dog en del naturligt sukker, derfor bør frugt kun udgøre halvdelen af de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen. Juice må tælle for 1 ud af de 6 portioner frugt og grønt om dagen.

Konklusion – alt i alt er der gode grunde til at drikke et glas juice hver dag. Appelsinjuice bidrager med en række vigtige næringsstoffer, og kan ifølge det nye studie, forebygge mild demens og svækket opfattelsesevne.